Esbjerg

Pionérbyen Esbjerg er en handlekraftig og dynamisk energiby i evig udvikling. Byen har et stort udsyn og er placeret midt i store landskaber og enestående natur. Esbjerg Havn blev etableret som en planlagt statshavn for 150 år siden. Omkring havnen voksede et nybyggersamfund op, der meget hurtigt udviklede sig til en by og en kommune i konstant vækst. I dag er Esbjerg Kommune Danmarks femtestørste med over 115.000 indbyggere. Havnen er Danmarks største og tilsammen udgør by og havn en regional vækstdynamo. I forbindelse med havnens 150 års jubilæum blev der indviet en havnepromenade og en ny cykel- og gangbro, der forbinder den ældste del af havnen med bymidten og dermed også markerer den stærke forbindelse mellem havn og by. Esbjerg Havn blev Danmarks port mod verden. Først var her eksporthavn for landbrugsprodukter, så fiskeri og siden olie- og gasproduktion. I dag er Esbjerg Havn Danmarks vigtigste havn for offshore og vindenergi. Den er verdens førende indenfor udskibning af havvindmøller og udgør en udviklingsdynamo for hele det sydvestlige hjørne af Danmark. Forbindelserne med motorvej, elektrificeret jernbane og egen lufthavn understøtter havnens drift og byens udvikling. Chicago og andre moderne byer i USA blev brugt som forbillede for planlægningen af den eksplosive vækst, der karakteriserede Esbjergs første 50 år. Dette forbillede kan stadig aflæses i Esbjergs helt unikke bymidte med gridsystem, de springende hushøjder fra nybyggertiden og det historicistiske facadebyggeri, der blev opført for at tilføre byen tyngde og historie. Bymidten er med tiden blevet udbygget med kulturinstitutioner, kronet med åbningen af Musikhuset i Esbjerg i 1997. Musikhuset blev tegnet af Jørn Utzon og er siden åbningen blevet udbygget med en teatersal. De senere år har der været stor fokus på forskønnelse af bymidten med en gennemgribende renovering af de mest centrale strøg udført med stor respekt for bymidtens unikke bevaringsmæssige kvaliteter. Handelslivet i Esbjergs bymidte blev i 2017 styrket med åbningen af et nyt shoppingcenter placeret mellem banegård og bymidte. Esbjerg har til alle tider været en internationalt orienteret by, der i dag fremstår med en stærk energiprofil på både uddannelses- og jobmarkedet. Energiprofilen er så stærk, at Esbjerg er blevet Danmarks repræsentant i WECP (World Energy Cities Partnerships) – verdenseliten indenfor energibyer. Esbjergenserne har erfaret, at de ikke får noget forærende, men at det giver resultater at løfte i flok. De stærke netværk og det gode samarbejde bliver fejret én gang årligt, når over 1000 deltagere år efter år prioriterer at deltage i Business Esbjergs nytårskur. I den planlagte by har bynære og grønne friluftsliv altid været prioriteret. Derfor har Esbjerg et stort cykelstinet og store, sammenhængende grønne kiler ind i og omkring byen. Nu udvikles Esbjerg Strand som et nyt attraktivt byområde og som et centrum for maritime fritidsaktiviteter. Det giver byens borgere og gæster god adgang til endnu en af Esbjergs store naturattraktioner; havet. For lige udenfor Esbjerg ligger Vadehavet med en helt enestående natur, der både er udpeget som nationalpark og som UNESCO Verdensarv.

More information

Esbjerg kommuns hemsida

Contacts

Erik Jespersen

Direktør Teknik & Miljø, Sekretariatet-Staben
erje@esbjergkommune.dk +45 25 70 23 52

Ole Beck Andersen

Leder af Kommuneplan & Klima, Teknik & Miljø
oba@esbjergkommune.dk +45 76 16 10 34