Hørsholm har en central og attraktiv placering i Nordsjælland. Kun 30 kilometer fra København med let adgang til god infrastruktur – Helsingør motorvejen, tværgående busruter, Kystbanen, og direkte togforbindelser til CPH lufthavn. Hørsholm er naturskønt beliggende med grønne områder, Øresund og Rungsted havn, der skaber særlige muligheder for fritidsaktiviteter og rekreation.
Hørsholm Kommune er tæt på at være fuldt udbygget med begrænsede muligheder for vækst i form af udlæg til egentlige nye byområder, så byudvikling skal ske gennem fortætning. Hørsholm er kendetegnet ved en lang række historiske bygninger, anlæg og bymiljøer, der er med til at give byen identitet og karakter. Fortætning af byen skal ske i respekt for de kvaliteter, der allerede er opnået, og i balance med nye muligheder for at kunne skabe nye kvaliteter.
Hørsholm har gode muligheder for at tilbyde sine 25.000 borgere attraktive tilbud, både i form af god offentlig service og i form af et velfungerende erhvervs- og handelsliv. Kommunen vil fortsat sikre gode rammebetingelser for erhvervs- og handelsliv, og vil arbejde for tværgående samarbejder i Øresundsregionen. Kommunen vil sikre god offentlig service ved at prioritere kernevelfærden frem for mursten ved at effektivisere bygningsdriften.
Trafik og forsyning spiller en stor rolle i klimaindsatsen. Hørsholm Kommune ønsker at reducere CO2-udledningen og vil arbejde for et bæredygtigt transportsystem bl.a. ved at mindske forsyningens miljøgener mest muligt. Men også ved at arbejde med smart city strategier, hvor man med byens data skaber løsninger, som gør Hørsholm til en smartere by at være i.
More information